Ideen om et europamesterskab for landshold blev især drevet af franskmanden Henri Delaunay, der var UEFA's første generalsekretær. Han nåede ikke selv at opleve den første slutrunde, men hans idé blev til virkelighed i 1960. Den første EM-slutrunde blev spillet i Frankrig med blot fire deltagende hold. Sovjetunionen vandt finalen 2-1 over Jugoslavien efter forlænget spilletid.

Siden voksede turneringen gradvist. I 1980 blev slutrunden udvidet til otte hold, i 1996 til 16 hold og fra 2016 til 24 hold. Ved EM 2024 deltog 24 nationer, hvor de to bedste fra hver gruppe samt de fire bedste treere gik videre til ottendedelsfinalerne.

Spanien skrev sig senest ind i historiebøgerne ved EM 2024. Med 2-1-sejren over England i finalen vandt Spanien sit fjerde EM-guld og blev dermed den mest vindende nation i turneringens historie.

For de fleste hold begynder EM længe før selve slutrunden. Nationerne skal først kvalificere sig gennem UEFA's kvalifikationssystem. Her spiller landsholdene en række kampe i kvalifikationsgrupper, mens værtsnationen er direkte kvalificeret.

Når slutrunden begynder, starter de 24 hold i seks grupper med fire hold. De to bedste fra hver gruppe går videre sammen med de fire bedste treere. Derefter begynder knockoutfasen: ottendedelsfinaler, kvartfinaler, semifinaler og til sidst finalen.

Det betyder, at et hold ikke nødvendigvis behøver være perfekt fra første kamp. Det afgørende er at komme videre fra gruppen og derefter håndtere presset i knockoutkampene. Her kan én dårlig kamp være nok til at sende en favorit hjem.

EM har gennem tiden budt på nogle fantastiske fodboldkampe. Den første slutrunde i 1960 gav allerede en spektakulær kamp, da Jugoslavien slog Frankrig 5-4 i semifinalen. Det er fortsat den mest målrige kamp i EM-slutrundens historie.

I 1988 leverede Marco van Basten et af de mest berømte mål i EM-historien, da han i finalen mod Sovjetunionen scorede på en næsten umulig volley fra en skarp vinkel.

EM 1992 blev en af turneringens største overraskelser. Danmark var egentlig ikke kvalificeret til slutrunden, men kom med efter Jugoslaviens udelukkelse. Danskerne gik hele vejen og besejrede Tyskland 2-0 i finalen.

I 2004 kom endnu en sensation, da Grækenland vandt hele turneringen. Holdet besejrede Portugal 1-0 i finalen og viste, hvor langt disciplin, organisation og en stærk defensiv kan bringe et hold.

Og i 2021 – hvor slutrunden officielt hed EURO 2020, men blev afviklet i 2021 efter coronaforsinkelsen – vandt Italien finalen på Wembley. Italien og England spillede 1-1 efter forlænget spilletid, før Italien vandt straffesparkskonkurrencen 3-2.

EM har været scene for nogle af Europas største fodboldspillere. Michel Platini scorede hele ni mål ved EM 1984, mens Cristiano Ronaldo har sat en række rekorder. Portugiseren er turneringens mest scorende spiller med 14 mål og er samtidig den spiller, der har spillet flest EM-slutrundekampe.

Andre store EM-profiler tæller blandt andre Marco van Basten, Zinedine Zidane, Andrés Iniesta, Xavi, Andrea Pirlo, Gianluigi Buffon, Luka Modrić og Antoine Griezmann.

EM har også skabt ikoniske dueller mellem spillere og generationer. Rivaliseringer som Spanien mod Italien, Tyskland mod Frankrig, Portugal mod Spanien og England mod Tyskland har gennem årene givet turneringen en særlig intensitet.

Der er masser af interessante detaljer i EM's historie. Spanien er den eneste nation, der har vundet turneringen to gange i træk – i 2008 og 2012 – og landet blev med triumfen i 2024 den første nation med fire EM-titler.

Cristiano Ronaldo har deltaget ved seks forskellige EM-slutrunder, hvilket er rekord. Han scorede allerede ved sin EM-debut i 2004 og har siden etableret sig som turneringens historiske topscorer.

En anden bemærkelsesværdig rekord blev sat ved EM 2024, hvor Spaniens Lamine Yamal blev den yngste spiller til at score ved en EM-slutrunde. Han var blot 16 år, da han scorede mod Frankrig i semifinalen.

En stor del af EM's charme er, at der kun er landshold på banen. Spillerne repræsenterer deres lande, og turneringen får derfor en helt anden national dimension end klubfodbolden.

Samtidig er kvaliteten ekstremt høj. Europa rummer nogle af verdens stærkeste fodboldnationer, og hold som Spanien, Tyskland, Frankrig, Italien, England, Portugal og Holland kan alle stille med spillere fra de største klubber.

EM er også kendt for de mange overraskelser. Grækenlands triumf i 2004 og Danmarks titel i 1992 viser, at turneringen ikke nødvendigvis følger forventningerne. Det gør hver slutrunde uforudsigelig og giver også mindre nationer mulighed for at skrive deres egen historie.

EM spilles normalt på en række forskellige stadions i værtslandet eller værtslandene. Det giver turneringen en særlig rejse gennem forskellige fodboldbyer og stadionmiljøer.

Blandt de mest kendte EM-stadions gennem tiden finder man Wembley i London, Olympiastadion i Berlin, San Siro i Milano, Stade de France i Paris og Estádio da Luz i Lissabon.

Finalen spilles typisk på et af værtslandets største stadions. Ved EM 2024 var det Olympiastadion i Berlin, hvor Spanien besejrede England 2-1.

EM giver mange forskellige muligheder for sportsbetting. Den mest oplagte er naturligvis at spille på kampenes vindere, men der findes også markeder på eksempelvis over/under mål, begge hold scorer, antal hjørnespark, kort og målscorere.

Man kan også spille på længerevarende markeder som turneringsvinder, hvem der når semifinalen eller topscoreren. Her er det relevant at se på holdenes form, lodtrækning, skader, trupbredde og den forventede vej gennem knockoutfasen.

Ved de enkelte kampe kan hjemmebanefordelen dog være mindre relevant end ved klubfodbold, fordi EM-kampene spilles på neutrale stadions. Til gengæld kan startopstillinger, taktiske matchups, spillernes form og betydningen af kampen have stor betydning.

Live betting kan også være interessant, fordi kampbilledet ændrer sig hurtigt. Et tidligt mål, et rødt kort eller en skade kan ændre oddsene markant.

Uanset hvilken type betting man vælger, er det vigtigt at betragte det som underholdning og kun spille for penge, man har råd til at tabe.