Den første Vuelta a España blev kørt i 1935. Løbet blev arrangeret af den spanske avis Informaciones og bestod af 14 etaper. Starten gik i Madrid, og den første etape sluttede i Valladolid. Belgieren Gustaaf Deloor blev den første vinder af løbet.

Vueltaens tidlige historie var dog langt fra stabil. Den spanske borgerkrig og senere Anden Verdenskrig betød, at løbet blev afbrudt flere gange. Efter 1955 blev Vueltaen en fast årlig begivenhed, og siden har løbet gradvist udviklet sig til en af cykelsportens største begivenheder.

I dag er La Vuelta en international begivenhed, som ikke nødvendigvis holder sig inden for Spaniens grænser. Løbet har flere gange haft både start og etaper i andre lande, og arrangørerne bruger gerne udenlandske starter til at give løbet en særlig profil.

Den mest eftertragtede trøje i Vuelta a España er La Roja – den røde førertrøje.

Farven er forholdsvis ny i løbets historie. Den røde trøje blev introduceret i 2010, hvor Mark Cavendish blev den første rytter til at bære den. Før det havde Vueltaen blandt andet anvendt en gylden førertrøje fra 1999 til 2009.

Den røde trøje gives til rytteren, der fører det samlede klassement. Men ligesom i Tour de France og Giro d’Italia findes der flere konkurrencer sideløbende.

Der er blandt andet en pointkonkurrence og en bjergkonkurrence, hvor rytterne kæmper om forskellige klassifikationer. Det betyder, at en rytter kan få stor succes i Vueltaen uden nødvendigvis at have mulighed for at vinde det samlede klassement.

Vueltaens rute er en vigtig del af løbets identitet. Arrangørerne har gennem årene gjort en dyd ud af at skabe et løb med mange forskellige typer etaper.

De flade etaper er først og fremmest sprinternes mulighed for at vinde. Her kan feltet samlet nærme sig mål, inden de hurtigste ryttere kæmper om sejren i en massespurt.

De kuperede etaper er mere uforudsigelige. Her kan et udbrud få lov til at køre om sejren, mens klassementsrytterne samtidig skal være opmærksomme på angreb fra deres konkurrenter.

Og så er der bjergene. Vueltaen er især berømt for sine stejle afslutninger, hvor korte og ekstremt stejle stigninger kan skabe store tidsforskelle.

Enkeltstarter spiller også en vigtig rolle. Her er der ingen holdkammerater til at beskytte rytteren mod vinden, og den enkelte rytter skal selv finde det optimale tempo.

Hvis man skal nævne ét bjerg, der er blevet synonymt med Vuelta a España, er det svært at komme uden om Alto de l'Angliru.

Stigningen i Asturien er kendt for sine ekstreme procenter, og enkelte steder når den omkring 23,5 procent. Den har derfor fået tilnavnet "El Infierno" – helvede.

Angliru er ikke nødvendigvis den længste stigning i cykelsporten, men kombinationen af længde, stejle passager og den måde, stigningen kommer sent i etapen, gør den til en særlig udfordring.

Andre kendte Vuelta-stigninger tæller blandt andet Lagos de Covadonga, Alto de Aitana, La Farrapona og Bola del Mundo. Mange af disse bjerge er blevet faste referencer, når tidligere Vuelta-løb skal diskuteres.

Vuelta a España har gennem tiden haft en lang række store cykelryttere som vindere.

Spanieren Roberto Heras har vundet løbet fire gange og har dermed rekorden for flest samlede sejre. Primož Roglič har i nyere tid markeret sig som en af de mest succesfulde Vuelta-ryttere og har vundet løbet flere gange.

Alberto Contador er et andet af de store spanske navne. Han vandt Vueltaen tre gange og blev samtidig en af de få ryttere, der har vundet alle tre Grand Tours i karrieren.

Chris Froome vandt Vueltaen to gange og var i en årrække en central del af kampen om de store Grand Tours. I 2017 blev hans Vuelta-sejr særligt bemærkelsesværdig, fordi han samme år allerede havde vundet Tour de France.

Primož Roglič har været en af de helt store profiler i Vueltaens moderne historie. Sloveneren har været involveret i flere tætte klassementskampe, hvor forskellene ofte er blevet afgjort på få sekunder.

Hans rivalisering med blandt andre Richard Carapaz og Enric Mas har vist, hvor taktisk Vueltaen kan være. På nogle dage handler det om at angribe på det rigtige tidspunkt, mens andre etaper i højere grad handler om at minimere tidstabet.

Det er også karakteristisk for Vueltaen, at en rytter kan hente meget tid på en enkelt bjergetape. Derfor kan den røde trøje skifte hænder flere gange undervejs.

Vueltaen har en interessant historie med skiftende førertrøjer. Den første førertrøje var orange, og gennem årene har der blandt andet været hvide, gule og gyldne trøjer. Den moderne røde trøje blev først indført i 2010.

Et andet sjovt faktum er, at løbet har haft en usædvanlig udvikling med hensyn til kalenderplaceringen. Vueltaen blev oprindeligt kørt tidligere på året, men siden 1995 har den ligget i august og september. Det har været med til at gøre løbet til sæsonens sidste Grand Tour.

Vueltaen fejrede i 2025 sit 90-års jubilæum. Den første udgave blev som nævnt kørt i 1935, men løbet har haft flere perioder uden afvikling på grund af historiske begivenheder.

Hvor Tour de France ofte forbindes med de lange klassiske bjergpas i Alperne og Pyrenæerne, har Vueltaen opbygget sin egen identitet omkring korte, stejle og eksplosive stigninger.

Det betyder, at en rytter ikke nødvendigvis behøver at være den bedste på de længste bjerge for at gøre det godt. Evnen til at accelerere på en stejl afslutning kan være mindst lige så vigtig.

Samtidig foregår løbet i et enormt varieret landskab. Ruten kan føre feltet fra Middelhavets kyst og tørre landskaber til grønne bjergområder i nord.

Vejret spiller også en rolle. Vueltaen køres på et tidspunkt af året, hvor Spanien kan være meget varmt, og høje temperaturer kan gøre de lange etaper ekstra krævende.

En af de mest interessante ting ved Vuelta a España er, hvor meget ruten kan ændre løbets karakter.

Hvis der er mange enkeltstartskilometer, får ryttere med stærke tempokøreregenskaber en fordel. Hvis der derimod er mange hårde bjergafslutninger, bliver løbet i højere grad en kamp mellem klatrerne.

Den moderne Vuelta har ofte haft mange bjergetaper. I 2026 bestod løbet eksempelvis af 21 etaper og 3.275 kilometer med fire flade etaper, fire kuperede, fire mellem-bjergetaper, seks bjergetaper og to individuelle enkeltstarter.

2026-ruten var samtidig usædvanlig international med start i Monaco og et forløb gennem Frankrig og Andorra, inden løbet fortsatte gennem Spanien.

Vueltaen giver mange forskellige muligheder for betting. Det mest oplagte marked er den samlede vinder, hvor man spiller på, hvem der ender øverst i klassementet.

Men man kan også spille på etapevindere, og her er kendskab til ruten særligt vigtigt.

Er der tale om en flad etape, kan man kigge på sprinternes aktuelle form. På en kort, stejl bjergafslutning er det i stedet relevant at se på klatrere og ryttere, der er gode til eksplosive angreb.

Der kan også være odds på podieplaceringer, trøjevindere og indbyrdes dueller mellem ryttere.

En interessant tilgang er at analysere de enkelte etaper frem for kun at kigge på det samlede klassement. Hvem passer ruten til? Hvor mange højdemeter er der? Hvor kommer de hårdeste stigninger? Og er der mulighed for, at et udbrud holder hjem?

Som ved anden sportsbetting er der naturligvis ingen garanti for et bestemt udfald. Styrt, sygdom, vejr, holdtaktik og dagsform kan ændre et løb meget hurtigt. Betting bør derfor betragtes som underholdning, og man bør kun spille for penge, man har råd til at tabe.