Den første udgave af Giro d’Italia blev kørt i 1909. Ligesom Tour de France havde løbet forbindelse til avisverdenen. Det italienske sportsmagasin La Gazzetta dello Sport stod bag initiativet, og den første Giro bestod af otte etaper.

Starten gik i Milano, og løbet dækkede mere end 2.400 kilometer. 127 ryttere stillede til start, men kun 49 gennemførte. Luigi Ganna blev den første samlede vinder af Giro d’Italia.

Siden har Giroen udviklet sig fra et italiensk cykelløb til en international sportsbegivenhed. Ruten skifter hvert år, og arrangørerne forsøger at kombinere klassiske italienske bjergpas med nye udfordringer.

Hvor Tour de France har sin gule trøje, har Giro d’Italia sin ikoniske Maglia Rosa – den lyserøde førertrøje.

Farven er ikke tilfældig. Den er inspireret af La Gazzetta dello Sports karakteristiske lyserøde papir. Den rytter, der har den bedste samlede tid, bærer trøjen, og efter den sidste etape går den til løbets samlede vinder.

Men den samlede sejr er ikke den eneste konkurrence. Giroen har også blandt andet pointkonkurrence og bjergkonkurrence, hvor rytterne kæmper om hver deres klassifikation og trøje.

Det giver Giro d’Italia en interessant dynamik. En rytter kan gå efter den samlede sejr, mens andre primært jagter etapesejre, point eller bjergtrøjen.

Noget af det, der gør Giro d’Italia interessant, er variationen mellem etaperne.

De flade etaper giver ofte sprinterne deres største muligheder. Her handler det om at spare kræfter gennem dagen og være perfekt placeret, når feltet nærmer sig mål. En massespurt kan blive afgjort på få sekunder.

De kuperede etaper er mere uforudsigelige. Her kan stærke udbrudsryttere få deres chance, mens ryttere, der kæmper om klassementet, også kan forsøge at angribe.

Og så er der bjergene. De italienske Alper og Dolomitter kan byde på nogle af Europas hårdeste stigninger. Passo dello Stelvio, Passo Gavia og Monte Zoncolan er blandt de bjerge, som har opnået nærmest mytisk status.

Enkeltstarterne er endnu en vigtig disciplin. Her kører rytterne alene mod uret, og selv små forskelle i aerodynamik, teknik og form kan give store tidsforskelle.

Hvis der er én ting, som adskiller Giro d’Italia fra mange andre cykelløb, er det de ekstreme bjergetaper.

Stelvio er et af de mest berømte eksempler. Vejen snor sig op ad bjergsiden gennem et stort antal hårnålesving og når mere end 2.700 meters højde. Når Giroen passerer Stelvio, er vejret ofte en del af historien. Sne, kulde og tåge kan gøre en allerede hård etape endnu vanskeligere.

Mortirolo er et andet legendarisk bjerg. Stigningen er relativt kort sammenlignet med mange andre alpine pas, men de stejle procenter gør den frygtet blandt rytterne.

Og så er der Monte Zoncolan, som gennem årene har fået ry for at være en af de mest brutale stigninger i italiensk cykelsport.

Giroen bruger dog ikke kun de samme klassikere hvert år. Nye stigninger og alternative ruter bliver løbende introduceret, så rytterne ikke kan forberede sig på én bestemt opskrift.

Giro d’Italia har gennem historien været domineret af nogle af cykelsportens største navne.

Fausto Coppi vandt Giroen fem gange og regnes som en af de mest betydningsfulde italienske ryttere nogensinde. Hans rivalisering med landsmanden Gino Bartali blev en af sportens mest berømte dueller.

Bartali vandt Giroen tre gange, og de to repræsenterede på mange måder to forskellige generationer og personligheder. Deres rivalisering var enormt populær i Italien og blev en del af landets sportshistorie.

Senere kom ryttere som Eddy Merckx, Bernard Hinault og Miguel Indurain også til at sætte deres præg på Giro d’Italia.

I nyere tid har især Chris Froome, Tom Dumoulin, Vincenzo Nibali, Egan Bernal og Primož Roglič været blandt de store navne i kampen om den lyserøde trøje.

Giro d’Italia har gennem årene leveret masser af dramatiske klassementskampe. Fordi løbet ofte indeholder mange hårde bjergdage, kan den samlede stilling ændre sig markant fra den ene dag til den næste.

Et eksempel er kampen mellem Tom Dumoulin og Nairo Quintana i 2017. Dumoulin var stærk på enkeltstarten, mens Quintana havde sine største fordele i bjergene. Det skabte en taktisk kamp, hvor de to rytteres forskellige styrker blev afgørende.

Et andet mindeværdigt løb var Giroen i 2018, hvor Chris Froome på en af løbets hårdeste etaper angreb langt fra mål og overtog den lyserøde trøje.

Netop kombinationen af taktik, fysik og rute gør Giroen svær at forudsige. En rytter kan være stærk én dag og miste værdifuld tid den næste.

Giroen har en række traditioner og detaljer, som gør løbet særligt.

Den lyserøde trøje har været en del af Giroen siden 1931, hvor Learco Guerra blev den første rytter til at bære den.

Løbet har også haft flere forskellige navne for sine klassifikationer gennem historien, og trøjernes udformning og farver har ændret sig.

Et andet interessant faktum er, at Giroen ikke altid holder sig inden for Italiens grænser. Ligesom Tour de France besøger løbet jævnligt andre lande, og udenlandske starter er blevet en vigtig del af moderne Grand Tours.

Og selvom Giroen foregår i maj og juni, kan vejret i bjergene være ekstremt. Sne på højtliggende bjergpas har flere gange tvunget arrangørerne til at ændre eller forkorte etaper.

Giro d’Italia har en helt særlig identitet.

Tour de France forbindes ofte med de store franske landskaber og den enorme internationale opmærksomhed. Giroen har i højere grad en intim og dramatisk atmosfære. Rytterne kører gennem små italienske byer, forbi historiske bygninger og op gennem bjergområder, hvor tilskuerne står tæt på vejen.

Samtidig er den italienske cykelkultur en vigtig del af oplevelsen. Giroen er ikke bare et løb, men en del af den italienske sportsidentitet.

Ruten spiller også en enorm rolle. Arrangørerne kan skabe meget forskellige løb afhængigt af, hvor mange enkeltstartskilometer, bjerge og flade etaper der placeres i programmet.

Giro d’Italia giver også mange muligheder for betting. Det mest oplagte spil er naturligvis på den samlede vinder, hvor man forsøger at forudsige, hvem der står øverst efter den sidste etape.

Men der er mange andre muligheder. Man kan eksempelvis spille på etapevindere, hvor det er vigtigt at se på, hvilken type etape der venter.

På en flad etape kan sprinternes form være afgørende, mens en hård bjergetape i højere grad passer til klassementsryttere eller specialister i udbrud.

Der kan også være odds på podieplaceringer, bjergtrøjen, pointkonkurrencen og indbyrdes dueller mellem ryttere.

Hvis man vil analysere et spil på Giroen, er det derfor en god idé først at kigge på ruten. Hvor mange højdemeter er der? Hvor lang er enkeltstarten? Hvor kommer de hårdeste bjerge? Og er der en oplagt mulighed for en massespurt?

Form, holdtaktik og tidligere resultater på lignende etaper kan også indgå i vurderingen. Men cykling er uforudsigeligt, og styrt, sygdom, vejr og taktik kan hurtigt ændre forudsætningerne. Betting bør derfor ses som underholdning, og man bør kun spille for penge, man har råd til at tabe.